Galvanisk tæring

---

Denne artikel anskueliggør de omstændigheder, som kan føre til tæring i metaller ombord.

Alle blotlagte metaller, som ikke er i en stabil tilstand, kan tæres/korrodere.

Det kan meget sandsynligt ske på kontakter, som ikke er smurte med kontaktolier, eller som ikke kan holde sig rene ved en skrabende kontakt mellem de to kontakthalvdele. Står kontaktdelene ubevægede i lang tid, optræder der ofte en overfladekorrosion, som i de fleste tilfælde forsvinder ved gentagne bevægelser af kontakten.

Galvanisk tæring er et helt andet fænomen som optræder, hvor metaller af forskellig slags er forbundne gennem skibets konstruktionselementer og er nedsænket i en elektrolyt, som er det saltvand, vi sejler i.

Vi skal opfatte det som et element/batteri, hvor de to metaller som i et batteri, er hhv. en kulstang (+) og en Zink-kappe (-). Mellem de to emner er der en fugtig gele, der tillader elektronerne at vandre, når de to poler forbindes med ledninger og f.eks. en lampe. Der sker så det, at den ene pol under processen tæres under strømvandringen; når der ikke er mere materiale tilbage kasseres batteriet.

I båden er der ofte flere forskellige materialer anvendt; Skruen kan være af messing, bronze, aluminium eller rustfrit stål. Skrueakselen er oftest rustfrit stål. Stævnrøret er af messing eller rustfrit stål. Motorens dele af aluminium eller støbejern. Ventilerne af messing, bronze, aluminiumbronze eller rustfrit stål. Flere af disse er forbundet inde i båden og kan betragtes som en meget kraftig ledning.

Spændingsforskellene mellem de forskellige materialer kan aflæses i en Ståbi. De strækker sig fra Litium med potentialet - 2,96 V, det korroderer lystigt, til Fluor med potentialet + 2,0 V og kan betegnes som meget ædelt.

Legeringer har værdier i mellem grundstoffernes værdier afhængig af blandingsforholdet. I søvandsbestandige aluminiumbeslag er spændingspotentialet blevet mere positivt ved iblanding af Antimon. Det er det, som forårsager søvandsbestandigheden. Kobber blandet med tin giver bronze, og det er også næsten neutralt. De emner med de mest negative potentialer har nemmest ved at blive "spist". Derfor sættes der Magnesiumofferanoder på emner, der har et meget lavt potentiale som f.eks Aluminium. På messing og rustfrit stål nøjes man med Zink som anode i saltvand. Zink er billigt og let at støbe til de rigtige faconer.

Der høres ofte nogle skrækkelige historier om, at hvis båden har tilsluttet landstrøm er der kraftig tæring. Dette er ikke helt rigtigt, men sker det, hidrører det fra fejlkonstruktion af el-systemet ombord.

Selve ladeomformeren indeholder en skilletransformator, som har en meget høj isolationsmodstand. Der er galvanisk isolering mellem primærviklingen og sekundærviklingen på transformatoren.

MEN slangen i paradiset er jordledningen fra land. Er den forbundet til en metaldel ombord på båden, har den en fast forbindelse, som på batteriet omtalt ovenfor. Båden, som ligger i vandet, har potentialet 0 (nul); men jordforbindelsen fra land ligger og gynger op og ned og kan ændre niveauet betydeligt. Jordledningen til land har ofte fat til et jordspyd eller til jernspunsvægge som kajerne i mange industrihavne er lavet af, eller mellem to både.

Se, se nu har vi et nydeligt batteri med vandet som elektrolytten. Det giver kraftig tæring.

Er kølen ikke tilstrækkelig isoleret med mange lag isolerende maling, har vi to store overflader: kølen og spunsvæggen med en kraftig jordledning imellem. Det metal, som har den mest negative værdi i spændingsrækkefølgen, taber, og det er ikke usandsynligt, at det er kølen. Den er lavet af diverse jernaffald, som er blandet op i støbejernet.

Derfor er moralen at undgå at forbinde køl, ventiler og motor elektrisk. Forbind aldrig jordledningen i stikket fra land til noget ombord på båden.

Når man er ovre på 12 voltsiden, må der ikke være galvanisk forbindelse til landstrøm.

Husk at tilse offeranoderne! Når de er halvt tærede så skift dem, fordi det tilbageværende materiale er kun som væggene i en bikube. Det materiale, som tærer væk, er allerede væk.

Der kan være stor forskel på den tid, det tager inden anoden er tæret væk. Det afhænger meget af saltindholdet og anden forurening i vandet, bestanddele som ændrer på ledningsevnen i vandet. Det er ledningsevnen og dermed strømtætheden, som bl.a. er bestemmende for tæringshastigheden.

Der er ikke meget overtro i emnet. Fænomenet kan der måles på, og diagnosen kan stilles, men de mange forskellige forhold, som kan være til stede under de forskellige omstændigheder, har ofte givet anledning til mange skrøner.

To både, som har forskellige slags metaller under båden, og som er sammenkoblet via landstrømmens jordledning, danner en galvanisk celle. I denne celle vil der gå en strøm, som forårsager galvanisk tæring på det mest uædle metal. Hvis potentialet på landstrømmens jordledning af en eller anden grund ikke er den samme som på "moder jord", vil der gå en strøm fra drev-/skrueaksel til søbunden. Denne strøm vil kunne medføre alvorlig og hurtig tæring på bådens undervandsmetaller.

Udarbejdet af: Harding E. Larsen.